Ny pulje med 50 mio. kr. til ladestandere i boligforeninger

Puljen på 50 mio. kr. skal være en finansiel hjælp til boligforeninger, når de skal etablere ladestandere i afdelingerne.

Det er Bolig- og Planstyrelsen, der tager sig af det praktiske, og mere konkret drejer det sig om almene boligafdelinger, andelsboligforeninger og ejerforeninger. En politisk aftale om udmøntning af grøn transportpulje er lige nu i høring, men forventes at træde i kraft den 1. november 2021.

Derfor åbnes op for ansøgninger allerede samme dag, som aftalen forventes at træde i kraft. Ansøgninger modtages fra den 1. november 2021 og november måned ud.

Puljen fordeles ud fra to prioriteter. Boligafdelinger med flest boliger bliver prioriteret over boligforeninger med få boliger, ligesom afstanden til den nærmeste offentligt tilgængelige ladestander på minimum 11 kW tages med i betragtningen. Her prioriteres (logisk nok) dem med længst til en offentlig ladestander.

Rammer for tilskud til ladestandere i boligforeninger

Boligforeninger kommer i betragtning til at få tilskud til medfinansiering af etablering af ladestandere i fælles parkeringsanlæg i almene boligafdelinger, andelsboligforeninger og ejerforeninger inden for følgende rammer:

  • Ladestanderne må maksimalt være på 22 kW per ladestander
  • Gravearbejde og kabelføring, som er nødvendig for etableringen af ladestanderne
  • Eventuel kapacitetsudvidelse i elforsyning for at opnå en brugbar ladeløsning
  • Tilskuddet udgør max. 25 % af de samlede tilskudsberettigede udgifter

Hvordan skal den enkelte boligafdeling ansøge?

Det skal de faktisk ikke. Det er nemlig boligorganisationerne, der skal søge puljen på vegne af de boligafdelinger, der ønsker tilskud til etablering af ladestandere. Der må maksimalt sendes én ansøgning per afdeling. Det gælder altså om at få kortlagt ladebehovet i den enkelte afdeling og udarbejde et samlet estimat på ladekapaciteten i de enkelte boligforeninger, inden boligorganisationen på vegne af foreningen kan sende en ansøgning afsted.

Når en boligafdeling får tilsagn om tilskud fra puljen, skal der endvidere leveres dokumentation for beboertilslutningen til at etablere de støttede ladestandere, så det kan være en god ide at stikke en føler ud, inden der bruges en masse tid på en ansøgning.

Vi hjælper gerne med både at forestå en workshop med mulighed for afklaring af alle tvivlsspørgsmålene og med at udarbejde konkret løsningsforslag med ladning til beboerforeninger i de enkelte afdelinger.

Vi rådgiver boligforeninger, når de skal etablere ladeløsninger til beboeres elbiler. Har din boligforening brug for hjælp?

Kontakt os og få en snak om, hvad vi kan hjælpe med.

Posted by HC Jensen